Afslutning på mit udlandsophold

Dette udlandsophold, har været en af de største oplevelser i mit liv. Jeg har været på ferie i Marokko adskillige gange, men at bo her 6 måneder i træk og være en del af indbyggernes og børnenes levevilkår samt arbejde på institutionen i 6 måneder, har været med til at ruste mig fagligt og som menneske. Efter mit udlandsophold sætter jeg virkelig pris på de levevilkår og mulighed vi har hjemme i Danmark.

 Folk snakker tit om, at den danske infrastruktur er faldet hen af tiden, men jeg kan ikke sætte en finger på det danske system og hvordan vi tager os af vores børn, når jeg sammenligner med de svære forhold og vilkår jeg har været vidnet til gennem mit 6 måneders ophold i Marokko. Dog vil jeg sige at jeg med garanti i fremtiden skal arbejde med noget lign, dvs. dårligere stillet børn eller børn med vanskeligheder om dette kan både være i form af kriminalitet eller fysisk handikappet.

 Det vigtigste jeg tager med hjem fra Marokko er, at jeg skal arbejde med mennesker som er meget dårligere stillet end mig selv, at hjælpe mennesker og gøre en forskel hos mennesker der ikke har det store at leve for er pt. min første prioritet i livet. Udlandsopholdet har givet mig en glæde og et helt anden syn på livet som jeg aldrig nogensinde havde drømt at få.

Kulturen i Marokko er bygget omkring religion i ret vid udstrækning, dette er tydeligt at se da der undervises i islamiske fag på skolen. Sekulariseringen mellem stat og religion er ikke tydelig her i forhold til Danmark. Vi nærmere os nu ramadan som er en højtidelig månedlig begivenhed som der bliver taget hensyn til skolemæssigt, da mange af de ældre børn faster. Skolen fastlægger skemaet efter børnenes indlærings evne, da de i løbet af mange timer intet spiseligt eller drikkeligt indtager.
Ramadanen og Islam har ikke alle børnenes interesse, men det er ikke noget de viser eller fortæller til de andre pædagoger, de føler sig tvunget til at faste og deltage i de forskellige islamiske ting såsom at faste og bede de 5 obligatoriske bønner, man bliver udstødt af de andre børn hvis man f.eks. ikke faster.
Har lært meget om Freud og hans analyse model af identiteter i IIS, og hans teori går ud på, at det er vigtigt at den enkelte person finder sit eget jeg identitet. Personen skal kunne føle og relaterer til sin egen identitet. Dette giver en bedre mulighed for videre udvikle sig selv, men dette er svært hvis man bliver påtvunget en identitet. Nogle af børnene her, er påtvunget de islamiske ritualer og formår ikke at skabe deres egen identitet, og selv når de har skabt denne, må den ikke komme til udtryk da man så ikke overholder den normmæssige opførsel der forventes af en.

De unges frustrationer - institutions livet set med deres øjne

Har været i en tænke boks den seneste tid, hvor jeg har reflekteret over forholdene her på institutionen. I forhold til Danmark er der en kæmpe forskel, som gør at jeg går rundt med en masse spørgsmål. Efter en lang og god snak med en af ungerne fra institutionen, er jeg kommet frem til, at ungerne ikke føler sig værdsat eller elsket af pædagogerne, da de fleste pædagoger i denne institution ikke er der i længer tid af gangen. F.eks. lige pt..er der kun 2-3 pædagoger som har været der i flere år, resten er her kun i et par måneder, og så siger siger de op, da det ikke er en lønnet arbejdsplads. Ungerne føler, at pædagogerne kun er her indtil de finder noget bedre og de har svært ved at danne sig et forhold til dem, fordi de kun er her i kort tid. De føler at de skal tvinge pædagogerne til at lave aktiviteter med dem og at de ikke gør det af egen fri vilje. Denne problematik er tydelig at se med mine udefra kommende øje, og jeg forstår ungernes frustrationer. Som pædagog skal du kunne danne et forhold til den enkelte unge, og dette kan være svært, hvis man ikke er her i længere tid og man ikke har lysten til at engagere sig i børnenes liv. Da jeg delte min refleksion med min vejleder, gav han mig et hurtigt svar at sådan fungere tingene herover desværre.I mine øjne er det et stort problem at ungerne ikke føler sig værdsat. Hvis man vil hjælpe en ung person med at komme ud af de problemer han er havnet i, og give ham de rette værktøjer til en bedre fremtid, skal man have tid og lysten til det. Endvidere er det rigtigt vigtigt at man har en pædagogisk viden til at kunne gøre dette. Jeg kom i tanke om Vygotskis teori, der drejer sig om, at man skal finde ud af hvilken zone den enkelte unge befinder sig i og udvikle ham til den næste, men det kan jo være meget svært hvis man ikke har tiden/lysten til det eller den pædagogiske viden til at kunne gøre dette.

Institutionsbeskrivelse

Praktikinstitutionen er en skole for børn i aldersgruppen 4 år - 13 år. Jeg har tidligere været på besøg på en institution for hjemløse, og skolen er ejet af den samme som også har en skole. Institutionen er statsejet og dette er tydeligt. Institutionen har ikke særlig mange midler, og dette er tydeligt da det er få inventar på skolen. Institutionen ligger i udkanten af tanger, og der er få transports forbindelser til institutionen, så det er forældrenes arbejde at følge børnene til fods til skolen, da de fleste af børnene på skolen kommer fra familier med få midler. Dette adskiller sig fra de private skole, som har skolebusser der henter børnene  hjemmefra. Der er ingen forældrebetaling eller brugerbetaling, da skolen er statsejet, dog skal forældrene selv købe bøger til børnene og andet materiale, da skolen ikke har råd til at betale dette for børnene. Institutionens funktion er at uddanne børnene, og at give alle børn en chance, så der er en pulje der støtter de hjemløse børn også. Der er heller ingen adgang til forældrene på skolen, så disse har ingen himmelsk chance for at kunne være vidne til i hvilke omgivelser deres børn studerer i. Dette er begrundet i det faktum at institutionen er statsejet, og der derfor ikke skal kunne sættes en finger på staten iforhold til de manglende midler på skolen, samt at kriminaliteten samt salg af børn sker i en stor omfang i marokko, og desværre er en del af mange fattige menneskers hverdag.
 

Rutinen samt dagligdagen på skolen

 

Billedet ovenfor viser de ventende forældre, som er kommet for at hente deres børn fra skolen. Forældrene står udenfor, idet lovgivningen er således at forældrene ikke må komme inden for skolens fire porte. Dette er begrundet med at der har været en del sager hvor børn er blevet kidnappet fra skolen, og hvor deres organer efterfølgende er blevet solgt.
Denne skole er finansieret via staten og dette kan tydeligt ses i forhold til de private skoler, da disse for eksempel har skolebusser der transportere børnene fra skole og hjem.
Når børnene bliver sat af på skolen så er der en dørvagt der lukker børnene ind, og når klokken slår 08.00 bliver portene lukket, og det er bare synd for de børn der kommer forsent.
Det er meget mærkeligt for mig at vidne om en skole der er lukket på denne måde, idet det i mine øjne mere minder om et fængsel end en skole, og som forældre ville jeg finde det forfærdeligt at jeg ikke har adgang til at kunne komme ind på mit barns skole.

Med børnene på stranden

Idag havde vi børnene med ned til stranden. Som i kan se på den ovenstående video. Det spændende er børnene ikke er så godt stillet hernede som børnene er i Danmark. Dette gør til tider min rolle som pædagog overflødig når det kommer til fritidsaktiviteter. Børnene er så kreative at selv sætter sig i gang, og har de ikke midlerne skaber de dem. F.eks. her fylder de en sæk med sand og bruger den til en del af leg, hvor de prøver at imponere hinanden om hvem der bedst er til at hoppe højst. Drengene er kommet i den alder, hvor alt er en af en konkurrence. Om det er fodbold, fangeleg, gemmeleg så handler det om hvem der er bedst, men så er det min rolle at forklare dem at ikke alt er en konkurrence, og det vigtigste er sammenhold og  at hygge sig, så der ikke skabes dårlige miner mellem børnene indbyrdes.
Børnene har vænnet sig til mig, og jeg er ikke længere den fremmede. I de kommende indlæg vil jeg fortælle mere om skolen. Jeg vil forklare om rutinerne og reglerne på institutionen samt hvilke opgaver jeg har. 

 

Dukketeater

Idag var endnu en hyggelig dag, med leg med de små børn. Vi lavede forskellige dukke teater stykker, hvor nogle af de større børn var med til at udføre deres egne små teater stykke ud fra deres egne opdigtede historier. Børnene er begyndt at vænne sig til mig, og jeg til livet hernede.